1960erne.dk: Che Guevara






• Atommarcher
• Che Guevara
• Hippierne
• Provoer
• Studenteroprøret
• Terrorisme
• Ungdomsoprøret



Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Oprør - Che Guevara  

Che Guevara Den mest populære plakat på væggene i de unge menneskers værelser i slutningen af 1960erne var ikke en afbildning af tidens hotteste pop-idol. Plakaten forestillede derimod en argentinsk læge, guerillasoldat og revolutionshelt.

Den portrætterede var kendt under navnet Che Guevara.

Ungdommen
Guevara blev født i Argentina den 14. juni 1928, hvor han fik tildelt fornavnet Ernesto. Siden hen blev han imidlertid som oftest kaldt for Che, hvilket var det argentinske ord for kammerat.

Han voksede op i et middelklassehjem, hvorefter han læste medicin på universitetet i hovedstaden Buenos Aires.

Allerede i studietiden viste Guevara stor eventyrlyst, og rejste på motorcykel rundt i Argentina. Efter færdiggjort uddannelse udvidede han odysseerne til ligeledes at indbefatte det øvrige Latinamerika.

Oprindeligt havde Che Guevara ikke været videre politisk aktiv. Men Latinamerika var et kontinent med stor forskel på rig og fattig. Som regel var politikerne, hvad enten de var kommet til magten ved militærets hjælp eller på demokratisk vis, korrupte og tænkte kun på egen vinding.

På ekspeditionerne rundt i verdensdelen blev Guevara efterhånden mere og mere bevidst om denne sociale uretfærdighed. Et politisk engagement tog til i hans bevidsthed.

Sommeren 1955 mødte Guevara i Mexico eksilcubaneren Fidel Castro. Denne overbeviste ham om nødvendigheden af revolutionær, væbnet kamp.

Som følge af dette modtog Guevara militær træning. Og allerede under skolingen blev det klart for omgivelserne, at her var en mand med strategiske og ledelsesmæssige militære egenskaber.

Den cubanske periode
November 1956 gik en lille gruppe mænd under ledelse af Castro i land på Cuba. Med som læge var Che Guevara.

Gruppen søgte tilflugt i Sierra Maestra bjergene, hvorfra den i de følgende år udøvede guerillakamp mod øens forhadte diktator Fulgencio Batista. Ofte var det Guevara, som ledede og planlagde partisantogterne.

I begyndelsen af 1959 brød Cubas hidtidige styre endeligt sammen, hvorefter Fidel Castro overtog magten i landet. Dette medførte reformer. Cubas værdier blev fordelt mere ligeligt mellem øens beboere.

Che Guevara Under det nye styre fik Che Guevara stor indflydelse på Cuba. Først var han nationalbankdirektør, og siden hen blev han industriminister. Desuden var han Cubas mest fremtrædende diplomat, og han stod for træningen af dele af landets militær.

Samtidigt var Guevara blandt de hovedansvarlige for, at Cuba bevægede sig i retning af kommunismen. Til gengæld var han meget kritisk over for Sovjet, hvilket blev noget af et problem, da denne supermagt efterhånden blev Cubas mest centrale allierede.

Guevara ønskede international solidaritet. Revolutionen skulle eksporteres til resten af verden. Dette mente han, hverken der blev arbejdet for i Havanna eller i Moskva. Derfor forlod han i 1965 Cuba.

Guerillakamp og død
Che Guevara havde en ide om, at man med hjælp fra bondebefolkningerne kunne føre guerillakrig rundt omkring i den tredje verden. Land efter land ville blive befriet.

Første sted, strategien blev forsøgt, var i den afrikanske stat Congo. Men revolten mislykkedes i første omgang.

I stedet valgte Guevara i 1966 at føre guerillakamp fra og i det sydamerikanske land Bolivia. Heller ikke her blev det en succes.

Boliviansk militær viser triumferende liget af Che Guevara frem Ikke alene kneb det med at få opbakning af bondebefolkningen. Men den 8. oktober 1967 lykkedes det derudover det bolivianske militær at tage Che Guevara til fange. Dagen efter blev revolutionshelten dræbt.

Døden gjorde imidlertid Che Guevara til en udødelig martyr. Frihedshelten havde før sin død skrevet en række bøger. Disse var oversat til et utal af sprog, og blev til bestsellere i den vestlige verden.

Hvad angik Guevaras lig, blev det i første omgang delvist parteret og nedgravet et hemmeligt sted for at undgå, at gravstedet skulle blive valfartssted. For nogle år siden blev gravpladsen imidlertid identificeret. Ligresterne blev gravet op og fragtet til Cuba, hvor de blev begravet i byen Santa Clara.

Til Top






Læs også om:
• Cubakrisen




eXTReMe Tracker