1960erne.dk: Terrorisme






• Atommarcher
• Che Guevara
• Hippierne
• Provoer
• Studenteroprøret
• Terrorisme
• Ungdomsoprøret



Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Oprør - Terrorisme  

AK47 Fra slutningen af 1960erne fik terrorisme for alvor international bevågenhed. Bombesprængninger og flykapringer blev almindelige, og derfor noget magthaverne skulle forholde sig til. For eksempel forbedredes kontrollen af mennesker, som passerede gatene i lufthavne, for at holde terrorister borte fra passagerfly.

Terroristerne
Til forskel for senere hen bestod datidens terrorister kun i begrænset omfang af religiøse fanatikere. Den vilkårlige voldsanvendelse, hvor det drejede sig om at dræbe flest mulige mennesker og/eller forårsage mest tænkelig materiel ødelæggelse, var endnu ikke fremherskende.

De sene 1960ernes terrorister søgte at værne om sit image. Aktionerne var tilrettelagt på en sådan måde, at ophavsmændene med lidt god vilje kunne retfærdiggøre dem - om ikke over for andre så i al fald over for dem selv.

Lidt forenklet kunne den tids terrorisme opdeles i følgende tre hovedgrupper:

  • Nationale selvstændighedsbevægelser
  • Terrorisme i diktaturstater
  • Terrorisme i demokratier

Nationale selvstændighedsbevægelser
Rundt omkring i verden var der en lang række folk, der ganske vist levede på deres forfædres jord, men alligevel boede i et land, de ikke ønskede at være en del af. Andre mennesker var fordrevet fra fædrenes mark og opholdt sig i fremmede egne som flygtninge.

Dele af disse eksistenser valgte at benytte væbnet kamp til at opnå national selvstændighed. Selvom flertallet af deres landsmænd som regel var imod volden som middel, identificerede disse sig alligevel ofte med terroristernes mål.

Mest markant inden for kategorien nationale selvstændighedsbevægelser i 1960erne og årtierne derefter var forskellige palæstinensiske grupper. Disse sloges for en palæstinensisk stat og bekæmpede derfor Israel og jøder ikke kun i Mellemøsten men ligeledes i Europa. Dette resulterede blandt andet i en lang række flykapringer.

Af andre fremtrædende terrorbevægelser, som i datiden krigedes for national selvstændighed (uafhængighed) kan nævnes:

  • IRA - kæmpede for Nordirlands løsrivelse fra Storbritannien.
  • ETA - kæmpede for Baskerlandets løsrivelse fra Spanien.

Terrorisme i diktaturstater
Reelt set var mange af verdens nationer i 1960erne diktaturstater. Flere af disse var det, fordi militæret havde grebet magten.

I specielt latinamerikanske lande som for eksempel Argentina og Nicaragua blev styret derfor bekæmpet med voldelige midler. Selvom disse guerillabevægelser bekrigede et brutalt og korrupt styre, kunne deres aktioner ikke undgå også at ramme uskyldige, og de blev derfor af magthaverne betegnet som terrorister.

til gengæld var terrorisme ikke et udpræget fænomen i kommunistiske diktaturstater som Sovjet og Kina. Dette skyldes sandsynligvis disse landes omfattende og markante kontrol med befolkningen.

Terrorisme i demokratier
Markant i slutningen af 1960erne og 1970erne var terrorismen i demokratiske, vesteuropæiske lande. Den blev ikke udført af tilrejsende fra fremmede nationer og fjerne verdensdele.

Gerningsmændene var derimod som oftest venstreorienterede, intellektuelle fra middelklassehjem. Igangsætter for deres bekrigelse af systemet var det de kaldte USA's uretfærdige krig i Vietnam. Terroristerne proklamerede, at den var et eksempel på den rige del af verdens udnyttelse og bekæmpelse af den fattige del af jordkloden.

I slutningen af 1960erne nød disse terrorister en vis sympati blandt andre venstreorienterede. Men efterhånden som 1960erne blev til 1970erne, og handlingerne blev mere blodige, mistede terroristerne sin opbakning i befolkningen.

De mest iøjnefaldende af disse terrorgrupper var:

  • Rote Armee Fraktion (Baader-Meinhof gruppen) i Vesttyskland
  • De røde Brigader i Italien
  • Action Directe i Frankrig

Generelt
Som oftest betegnede de forskellige terrorister sig selv som frihedskæmpere, partisaner og /eller guerillakrigere. De legaliserede deres handlinger ved at påstå, at disse var forårsaget af og konsekvensen af grove uretfærdigheder i samfundet.

Men det der adskilte terrorister fra frihedskæmpere og lignende, var, at førstnævntes volds- og ødelæggelseshandlinger ofte ramte tilfældige, mere eller mindre sagesløse mennesker. Desuden havde deres forehavender kun støtte af en meget lille minoritet af befolkningen.

Almindelige kriminelle var de imidlertid heller ikke. Fra disse differentierede de sig ved, at gerningerne var politiske motiveret.

Til Top





Læs også om:
• Che Guevara


Litteraturforslag
• Karen dissing: Terrorisme
• Jillian Becker: Hitlers Børn




eXTReMe Tracker