1960erne.dk: Andy Warhol






• The Beatles
• The Doors
• Nick Drake
• Glimt af musikken
• Janis Joplin
• Pigtrådsmusik
• Steppeulvene
• Tidl. afstemninger
• Andy Warhol
• Woodstock



Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Musik - Andy Warhol  

Andy Warhol Nogle kan måske være skeptiske over at Andy Warhol bliver placeret under kategorien 'musik'? Han indspillede jo ikke selv grammofonplader! Men han omgikkes mange mennesker fra musikmiljøet, foruden han påvirkede både meget at 1960ernes og de følgende årtiers musik.

Andy Warhol var popkunstens ubestridte største navn. Ideen bag popkunsten var - ganske som med popmusikken - at skabe en kunst for den brede offentlighed. Men da den blev skabt af en kunstelite, lykkedes dette kun delvist.

Popkunsten hentede sine motiver fra hverdagen og den moderne industri. Da disse havde masseproduktionen i højsædet blev massefremstillingen derfor et af popkunstens kendetegn. Ofte var det ideen og ikke det frembragte, der var det centrale. Dermed var det selve kunstneren og ikke produktet, der var kunstværket.

Personen
Oplysningerne om Andy Warhol, før han blev kendt, er lidt usikre. Dette skyldes primært, når han selv fortalte om sin fortid, berettede han en ny historie hver gang. Engang han blev spurgt om, hvorfor han gjorde dette, svarede han, at han aldrig kunne huske, hvad han havde sagt de forgående gange.

Det menes imidlertid, at han blev født i Pittsburgh i 1928. Mere sikkert er det derimod, at han døde af et hjerteanfald 22. februar 1987 på et hospital i New York.

I 1949 var Warhol flyttet til The Big Apple. Der havde han fået arbejde som reklametegner. Som følge af hans gode evner på dette område fik han både stor anerkendelse og en anselig indtægt via sit job. Men Warhols hoved var fyldt med ideer, og han ønskede ligeledes at blive en kendt person. Derfor skiftede han til en karriere som kunstner.

Af udseende lignede Warhol lidt af en karikatur. Hans hår (paryk) var lyst og ledte tankerne hen på en dum blondine. Samtidigt var han sky, kølig og fåmælt, hvilket gav ham en aura af mystik.

Ofte virkede Warhol fraværende. Hans personlighed var næsten overdrevent selvudslettende. Selv sagde Andy Warhol: Se på mine billeder, se mine film. Det er den, jeg er. Der findes intet bagved.

Malerier/billeder
Suppedåse fra Campbell's Første gang, Andy Warhol vakte opmærksomhed blandt det store publikum, var i 1962 med en udstilling med malerier af suppedåser fra Campbell's. At male konsumvarer var noget han fortsatte med. Senere blev motiverne Coca Cola og Pepsi dåser, tomatketchup fra Heinz og lignende.

Et af Warhols andre yndlingsmotiver var kendte personligheder som Marily Monroe, Elvis og Elizabeth Taylor. Disse blev malet efter pressefotos.

Som massekulturens hofkunstner nøjedes han ikke med blot at male et enkelt billede af hvert emne. Der blev derimod fremstillet hele serier, hvor hvert maleri besad en lille variation i forhold til de andre.

Andy Warhol malede det, han selv og amerikanerne oplevede, så og gik op i til hverdag. Da det, han elskede højest, var penge, malede han selvfølgelig også billeder, der viste dollarsedler.

Som gengiver af massefremstillingens verden gav Warhol sit atelier navnet Factory (fabrik). Der ansatte han en flok talentfulde, unge malere og satte dem til at gengive sine ideer på lærred. Dermed blev Warhols rolle ændret til at være fabrikschef, som han yndede at kalde sig selv.

Efterhånden var det ikke kun malerier, der blev fremstillet i Factory men ligeledes andre former for kunst. En af disse var film.

Film
Andy Warhols film var en form for overrealisme. Den første var fra 1963 og havde titlen 'Sleep'. Den varede i 6 timer og viste ene og alene en mand, der lå og sov.

I samme kategori var filmen 'Empire' fra året efter. Den viste en 8 timers optagelse fra et fast kamera rettet mod Empire State Building.

Selv påstod Warhol, at dette var den perfekte form for film. Beskueren behøvede nemlig ikke hele tiden være optaget af, hvad der skete på lærredet. Han kunne vise sidemanden opmærksomhed - eventuelt endda tale med ham - eller han kunne forlade lokalet en tid. Bagefter når han igen rettede blikket mod skærmen, ville alt være som før. Han var ikke gået glip af noget.

Nico Den første af Warhols film, som nåede ud til et bredere publikum var 'Chelsea Girls' fra 1966. Den indeholdt optagelser af 12 forskellige kvinder, som på skift snakkede løs. Oprindeligt havde den været 7 timer lang. Men det syntes Warhol var for meget. Derfor bestemte han sig til at vise to filmruller samtidigt. Dermed blev den kun halvt så lang.

En af rollerne i 'Chelsea Girls' blev spillet af den tyske fotomodel Nico. Det var imidlertid ikke som skuespiller men derimod som sanger, denne femma fatal for alvor slog sit navn fast.

Musik
Andy Warhol havde et ønske om at skabe den totale sanseoplevelse. For at kunne frembringe dette, manglede han et kraftfyldt lydbillede. Til udøver at et sådant faldt valget på Velvet Underground.

Velvet Underground bestod først og fremmest af frontfigurerne Lou Reed og John Cale. Musikken var støjende og gruppens tekster kredsede omkring junkiens narkorus.

Bananpladen - Velvet Underground & Nico I 1967 udsendtes Velvet Undergrounds første LP. Den havde Andy Warhol som producer. Som følge af samme Warhols krav medvirkede Nico som sanger på tre af pladens numre. Om Nicos stemme er det i øvrigt meget rammende blevet udtalt, at den lød som en IBM computer med Greta Garbo accent.

Warhol havde ligeledes designet albummets cover. Det viste en gul banan på hvid baggrund. I sin oprindelige udgave kunne bananen endda skrælles. Bagved fandtes en lyserød banan.

Det var dog først og fremmest i forbindelse med multimedieshows, Andy Warhol ønskede at bruge Velvet Underground. Dette skete i en forestilling ved navn 'The Exploding Plastic Inevitable' som foruden musik indeholdt film, lysshow, dans, teater og selvfølgelig billeder. Alt sammen konceptioneret til en totaloplevelse.

Siden hen har Andy Warhol designet covers til flere andre pladeudgivelser. Mest interessant er vel omslaget til Rolling Stones LP'en 'Sticky Fingers' fra 1971. På det ses et par cowboybukser med en lynlås, der kan lynes ned. Indenunder ses et par underbukser.

Derudover har Warhol både omgåets og påvirket en lang række mennesker fra musikmiljøet. Blandt andet kan nævnes David Bowie og hans multimedieshow fra begyndelsen af 1970erne. Men det er en helt anden historie, som ikke høre hjemme på et site om 1960erne.

Til Top






Litteraturforslag
• Paul Nørgaard Andersen og Jens Jakob Sørensen: Pop - Art - Rock: 1985
• Klaus Honnet: Andy Warhol: 1990 (1988)




eXTReMe Tracker