1960erne.dk: Danmark - Politiske Udvikling






• Niels Bohr
• Danmark i tal
• Færøerne
• Føtex' opstartsfase
• Glimt af 1960erne
• Kommunalreformen
• Nordsøolien
• Oversigt
• Politiske Udvikling
• Tresserne i 70erne



Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Danmark - Politiske Udvikling  

I 1957 var der blevet dannet en trekantregering bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Retsforbundet. Stats- og udenrigsministerposten var blevet varetaget af socialdemokraten H.C. Hansen.

Efter perioder med sygdom døde H.C. Hansen imidlertid i begyndelsen af 1960. På statsministerposten blev han afløst af partifællen Viggo Kampmann.

Viggo Kampmann Valget 1960
Den nytiltrådte statsminister oplevede ved folketingsvalget senere samme år, at hans parti gik frem fra 70 til 77 mandater. Mindre godt gik det dog koalitionsparterne i regeringen. De radikale gennemlevede en tilbagegang fra 14 til 11 mandater, og helt galt gik det for Retsforbundet. Dette parti røg nemlig helt ud af Folketinget og vendte ikke tilbage til parlamentet igen før i 1970erne. Dermed bestod regeringen herefter kun af to partier.

Valgets store overraskelse var dog Socialistisk Folkeparti (SF), der kom ind i tinget med 11 mandater. I 1959 var dette parti blevet dannet af primært udbrydere fra det sovjetvenlige, Danmarks kommunistiske Parti. Disse havde brudt med deres gamle parti som følge af Sovjets intervention i Ungarn i 1956.

Socialdemokratiet var gået til valget med sloganet 'Gør gode tider bedre'. Og rent økonomisk gik det også godt for danskerne. Overenskomstforhandlingerne i 1961 gav kraftige lønstigninger. Selvom inflationen ligeledes var høj ønskede regeringen imidlertid at bremse dette indkomstgilde. I 1962 indførtes derfor en omsætningsafgift - i daglig tale kaldt omsen - i engrosleddet på 9% på alle varer undtagen brændsel og fødevarer.

Under forhandlingerne med folketingets øvrige partier om indførelsen af omsen fik Kampmann et hjertetilfælde. Derfor overtog Jens Otto Krag i efteråret 1962 posten som statsminister.

Jens Otto Krag Den nye statsminister led i 1963 et stort politisk nederlag. For at forhindre urimelige prisstigninger på jord ønskede regeringen at indføre nye jordlove. Lovforslaget gik gnidningsfrit igennem Folketinget, men Venstre og Det konservative Folkeparti, som var imod de konkrete lovændringer, fik det lagt ud til folkeafstemning. Denne afstemning fandt sted i juni 1963, og lovforslaget faldt med stor majoritet.

Valgene 1964 og 1966
Forkastelsen af jordlovforslaget var imidlertid ikke et udtryk for en større holdningsændring i befolkningen. Folketingsvalget i september 1964 resulterede kun i små mandatforskydninger i forhold til det, der havde fundet sted 4 år tidligere. Det radikale Venstre gik dog et mandat tilbage. Som følge af dette forlod partiet regeringen, hvorefter Socialdemokratiet fortsatte som etpartiregering.

I de efterfølgende år begyndte de radikale og de øvrige borgerlige partier at gøre tilnærmelser til hinanden. Dermed kunne Socialdemokratiet ikke automatisk regne med, at Det radikale Venstre ville pege på Krag som regeringsforhandler efter det næste folketingsvalg.

Samtidigt begyndte de borgerlige at advare om, at man kunne risikere et 'socialistisk flertal' bestående af SF og Socialdemokratiet efter et valg. Desuden havde regeringen indgået et upopulært boligforlig, som havde resulteret i huslejestigninger.

Specielt det sidstnævnte forårsagede, at Socialdemokratiet ved valget, som fandt sted i november 1966, gik tilbage fra 76 til 69 mandater. Men vælgerne havde tilsyneladende ikke frygtet et 'rødt flertal', for Socialdemokratiets tilbagegang blev klart opvejet af at SF's mandattal blev fordoblet fra 10 til 20. Dermed tegnede der sig et arbejderflertal.

Men tiden var fortsat ikke moden for SF til at blive et regeringsparti. Derfor fortsatte Socialdemokratiet som etparti- og mindretalsregering.

Valget 1968
Som parlamentarisk grundlag for regeringen kom SF dog til at indgå nogle kompromiser, der fik store konsekvenser for partiet. Blandt andet blev det nødt til at støtte en finanslov med forsvarsbevillinger. Som følge af dette brød visse medlemmer med partiet og dannede Venstresocialisterne (VS).

Ved folketingsvalget i januar 1968 mistede SF desuden næsten alle de mandater, partiet havde vundet ved det foregående valg, da det gik tilbage fra 20 til 11 mandater. Ligeledes for Socialdemokratiet blev det et dårligt valg, da det gik tilbage fra 69 til 62 mandater.

Hilmar Baunsgaard Folketingsvalgets store sejrherre var Det radikale Venstre, der mere end fik fordoblet sit mandattal fra 13 til 27. Vejen var banet til en borgerlig flertalsregering bestående af de radikale, Konservativt Folkeparti og Venstre. Statsminister blev Det radikale Venstres leder, Hilmar Baunsgaard.

På forhånd havde mange forventet, at den nye regering - på grund af de tre partiers store ideologiske forskelle - ville få problemer med at samarbejde. Men måske netop derfor gik det forholdsvist gnidningsfrit? Partierne var villige til at indgå kompromisser. Den borgerlige regering fik for eksempel vedtaget nye jordlove, hvilket der havde været behov for siden folkeafstemningen i 1963 havde forkastet det daværende lovforslag.

Desuden var det i denne periode en ny kommunalreform blev vedtaget. Cirka 1300 kommuner blev lagt sammen til knap 300, og 22 amter blev nedsat til 14.

Til gengæld var der en af de borgerlige mærkesager, regeringen ikke var i stand til at overholde nemlig at få sænket skatten eller i det mindste holde den i ro. Også under RVK-regeringen kom der kraftige skattestigninger.

Til Top





Statsministre i 1960erne
1960: H.C Hansen
1960-62: V. Kampmann
1962-68: J.O. Krag
1968-69: H. Baunsgaard


Links:
• Folketingsvalg 1953-2005



eXTReMe Tracker