1960erne.dk: Atommarcher






• Atommarcher
• Che Guevara
• Hippierne
• Provoer
• Studenteroprøret
• Terrorisme
• Ungdomsoprøret



Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Oprør - Atommarcher  

Atommarch Af og til siges det, at 1960erne begyndte fredag den 21. oktober 1960. Den dag startede den første protestmarch mod atomvåben i Danmark. Dermed var kimen lagt, til folkelige protester og det der senere skulle blive kendt som ungdomsoprøret.

Baggrund
Tiden efter Anden Verdenskrig var præget af den Kolde Krig. Både USA og Sovjet var i besiddelse af atombomben. Risikoen og frygten for et atomragnarok var reel.

Atombombe Allerede i 1950erne havde der været antikrigsbevægelser. Men de aktive havde været få, og blev - ofte med rette - beskyldt for at tilhøre den yderste venstrefløj.

Det var imidlertid ved at gå op for den brede danske befolkning, hvor frygteligt et våben atombomben var. En nuklear krig ville kunne lægge hele kloden øde.

Samtidigt var der udenfor Danmarks grænser begyndt at opstå antikrigskampagner. Langfredag 1960 blev der for eksempel i England afholdt en stor atommarch.

Blandt deltagerne i denne march var den danske lærer og medlem af foreningen 'Aldrig mere Krig' Carl Scharnberg. Han mente, at noget sådant burde også finde sted i Danmark. Efter han kom hjem, tog han derfor initiativ til at arrangere en sådan march.

Den første march
Atommarch Første etape af march nummer et på dansk område fandt sted den 21. oktober 1960. Mellem 500 og 1000 mennesker vandrede fra Holbæk til Roskilde. Dagen efter gik turen til Tune, og på den tredje dag endte gængerne på rådhuspladsen i København. På dette tidspunkt var deltagerantallet vokset til cirka 5000 mennesker.

Formålet med marchen var at demonstrere mod atomoprustning i både Øst og i Vest. Helt konkret havde de følgende fire krav:

  • Forbud mod kernevåben på dansk område.
  • Der skulle gives klar besked om følgerne af radioaktivt nedfald.
  • Regeringen skulle gennem sin politik sikre, at Danmark ikke blev et bombemål.
  • Regeringen skulle aktivt arbejde for et internationalt forbud mod anvendelsen af atomvåben.
Det var imidlertid ikke megen pressedækning, marchen fik. Kun få medier skrev om den, og tv viste slet ingen levende billeder der fra.

Muligvis mente man fra officiel side, hvis man ignorerede atomprotesten, kunne man tie den ihjel? Var dette tilfældet, tog man imidlertid grueligt fejl. I løbet af den efterfølgende vinter fik kampagnen mod atomvåben øget opbakning og opmærksomhed i befolkningen.

Påskemarcherne
Allerede påsken 1961 var bevægelsen klar med en ny march. 2000 mennesker forlod til fods Holbæk og entrede tre dage senere Rådhuspladsen i København og Tivolis Koncertsal. Her blev de blandt andet budt velkommen af den kontroversielle socialdemokratiske Kirkeminister Bodil Koch, som holdt tale.

Atommarchen der blev væk i en snestorm Denne gang fik optoget opmærksomhed af pressen. Ganske vist var de fleste medier ikke specielt interesseret i budskabet. Men de anede gode historier, da marchen på den første dag 'blev væk' i en snestorm. Desuden fik det stor opmærksomhed, at et par undervejs blev viet og holdt deres hvedebrødsdage ved at fortsætte marchen.

Fra borgerlig side forsøgte man at affeje atommarchen med argumentet, at deltagerne blot var en flok sindsforvirrede, unge kommunister, der blot gik Moskvas ærinde. Men sådan forholdt det sig langt fra. De vandrende bestod af mennesker med både forskellig politisk observans og uens social baggrund.

Der var deltagere i alle aldre Desuden var protesten rettet mod kernevåben i både Øst og i Vest. Hvad angik alderssammensætningen var der ganske vist en overvægt af deltagere på mellem 20 og 30 år, men der fandtes ligeledes aktivister i alle aldre.

Den borgerlige hetz kunne da heller ikke holde folk væk fra atommarcherne. Ved påskemarcherne de efterfølgende år steg deltagerantallet. Allerede i påsken 1962 var der 25.000 atommodstandere, som samledes ved marchens afslutning på Rådhuspladsen i København.

Dette tal lyder måske ikke af ret meget i dag? Men det skal tages i betragtning, at atommarcherne fandt sted i en tid, hvor folkelige manifestationer som demonstrationer var særdeles ualmindelige.

Gavnligt for atombevægelsen var det desuden, at en række kulturpersonligheder som for eksempel Thorkild Bjørnvig og Klaus Rifbjerg støttede den.

Fortsættelsen
I juli 1963 forlod Carl Scharnberg atombevægelsens ledelse, og i 1964 blev den årlige påskemarch aflyst.

Dette var ikke ens betydende med, at protesten mod atomvåben var aftaget. Til gengæld var det nu definitivt slået fast, at Danmarks officielle politik angående kernevåben - i det store hele - indeholdt atombevægelsens krav. Dermed havde marcherne mistet sin berettigelse.

Enkelte forsøgte dog at føre marcherne videre. Således blev 1960ernes sidst atommarch først afholdt i 1968.

Men atommarcherne fik sine arvtagere. I løbet af 1960erne voksede nye protestbevægelser ud af kernevåbenmodstandernes aske. Mest konkret og omfangsrig var vel demonstrationerne mod Vietnamkrigen.

Af og til kaldes kampagnen mod atomvåben endda for ungdomsoprørets fader. På både det åndelige og det organisatoriske plan havde studenteroprøret ligeledes sine rødder i atommarcherne.

Til Top






Atomtegn



Carl Scharnberg
(1930-95)
Lærer, skribent og aktivist.
Tog initiativet til atommarcherne og dermed kampagnen mod atomvåben. Var senere aktiv under Vietnam-kampagnerne samt i Folkebevægelsen mod EF.
Har udgivet en række romaner og digtsamlinger samt erindringer og debatliteratur.


Kommentar
I juli 2006 har 1960erne.dk modtaget ovennævnte kommentar fra filmfotograf Arne Abrahamsen.



eXTReMe Tracker